Forestillingen
Khon på floden
Hvad khon er, hvorfor maskerne er vigtige, hvordan thailandsk klassisk dans og folkedans adskiller sig, og hvordan du ser et kort uddrag på en middagskrydstogt uden at gå glip af pointen.
Book en plads på floden ↗Hurtigt svar
Khon er Thailands maskerede dansedrama, opført siden Ayutthaya-kongeriget og optaget af UNESCO som immateriel kulturarv i 2018. Danserne spiller episoder af Ramakien, den thailandske version af Ramayana, uden at tale: en fortæller eller et kor bærer ordene, og danserne bærer historien i gestik. På et middagskrydstogt ser du et kort uddrag side om side med thailandsk dans, hvilket er nok til at genkende maskerne og bevægelserne og til at vide, om du vil se en fuld forestilling senere.
Et dansedrama uden talte replikker
Khon opstod som hofkunst. Det blev traditionelt opført ved det kongelige hof af mænd i masker, akkompagneret af fortællere og en piphat, det thailandske ensemble af blæse- og slaginstrumenter. Udøverne taler ikke. I stedet har khon sit eget bevægelsessprog, hvor overkrop, hænder, arme, ben, fødder, nakke og hoved bærer betydningen, så et ryst på hovedet betyder afvisning tydeligere, end et ord kunne. På dækket skal du holde øje med hænderne og fødderne: det er der, skuespillet foregår.
Historien bag hver scene
Næsten enhver khon-forestilling tager en episode fra Ramakien, et af Thailands nationale eposer og den thailandske fortælling af det indiske Ramayana. Rama I overvågede en version af den i 1797, og hans søn, Rama II, bearbejdede dele af den til khon. Historien stiller Phra Ram, den thailandske Rama, over for Thotsakan, Lankas tifacede dæmonkonge, og Rama IIs khon-version giver en udvidet rolle til Hanuman, abehelten. Handlingen er ikke nødvendig for at nyde et uddrag, men det hjælper at vide, hvem der bærer hvilken maske.
At læse maskerne
Khon-roller følger en lang tradition: helte, heltinder, ogrer og aber. Ogrene og aberne bærer masker, mens de fleste menneskelige karakterer ikke gør, så en maskeret danser på dækket er som regel en af dæmonerne eller en af Hanumans aber. Abe rollerne er blandt de vigtigste, og de kræver smidighed; khon-træningen starter tidligt, så abe danserne kan klare de baglæns saltomortaler, som rollen kan kræve. Dæmonerne ved porten til Wat Aruns ordinationssal kommer fra den samme historie, så du kan møde en af karaktererne på bredden.
Klassisk og folkelig dans
Thai dans falder i to familier: klassisk dans, hoffets tradition, og folkelig dans fra regionerne. Khon er den mest stiliserede klassiske form. Lakhon, dens klassiske fætter, trækker på et bredere udvalg af historier, og dens dansere, som regel kvinder, danser som en gruppe snarere end som individuelle karakterer. Folkelig dans dækker de regionale danse, ringdansen kaldet ram wong og ram muay, som kommer før en Muay Thai-kamp. På en cruise er danseindslagene som regel valgt, så de er nemme at nyde uden nogen forhåndsviden overhovedet.
En gammel kunst, en lang historie
Rejsende har skrevet om khon i århundreder. I 1687 beskrev den franske diplomat Simon de la Loubère en maskeret, bevæbnet dans i Ayutthaya, som for ham lignede mere en kamp end en dans, og han noterede dansernes høje, spidse forgyldte hovedprydelser. Khon blev engang kun udført af mænd; i dag danser kvinder det også, herunder i abe- og dæmonrollerne. I 2018 indskrev UNESCO khon på den repræsentative liste, de fører over levende traditioner.
Få mest ud af et kort uddrag
Læg gaflen ned, når maskerne dukker op, for uddraget er hurtigt forbi. Læg mærke til kontrasten mellem de statelige menneskelige roller og abernes fjedrende, sammenkrummede bevægelser. Bemærk, at ingen på scenen taler; eventuelle ord kommer fra musikken eller en fortæller. Hvis de få minutter efterlader dig med lyst til mere, så se efter en fuld khon-opsætning en anden aften; en teaterscene viser den skala, som et dæk ikke kan.
Kilder